Velkommen til Stenaldervej Kollegiet

Stenaldervej Kollegiet er fra 1989 og ligger i et roligt kvarter i Brabrand med dejlige, grønne omgivelser. Kollegiet består af otte huse og et mindre fælleshus. I de fem toetagers huse er der fire kollegieværelse, et køkken samt et fællesrum på hver etage, og i hver af de tre etplans huse er der to toværelses lejligheder. Kollegiet har således i alt 40 værelser og seks toværelses lejligheder.

Plantegning værelse (målene er i millimeter)

Plantegning 2-værelses lejlighed (målene er i millimeter)

Til nye beboere

Du er netop flyttet til et hyggeligt kollegium i udkanten af Aarhus. Måske har du læst andetsteds, eller måske er du just ved at starte et nyt liv som studerende på en videregående uddannelse. Uanset hvad er vi glade for at kunne byde dig velkommen til et lille, men dejligt, kollegium med masser af dejlige mennesker og sociale arrangementer. Vi afholder som regel mindst to store fester med fællesspisning om året (julefrokost i november/december og påskefrokost i marts/april) og derudover flere mindre fester. Under vaskehuset har vi et fællesrum/bar; hvis du ønsker at låne rummet til en privat komsammen/fest, så snak med en fra bestyrelsen, så vi kan finde ud af, om rummet er ledigt.

Husk at deltage til fester og andre fælles arrangementer - det er den letteste måde at møde de andre beboere 

I sommerhalvåret spiller vi ofte fodbold eller rundbold på plænen bag kollegiet, og om vinteren har vi sneboldkampe. Det er selvfølgelig frivilligt, om man deltager, men vi prøver at skabe så stort et fællesskab som muligt, så vi vil selvfølgelig komme rundt og spørge, om man vil være med (ofte er det ret impulsivt, når der foregår noget). Kollegiet har som sagt også en Facebook-gruppe, så hvis du bruger Facebook, synes vi, du skal tilmelde dig gruppen ”Stenaldervej kollegiet”, da vi lægger billeder fra fester o.a. derud. Vi sender også nogle gange invitationer til arrangementer ud via Facebook – ved større arrangementer hænger vi dog også en seddel op på opslagstavlen uden for vaskerummet.

Du skal selvfølgelig lige have en chance for at få pakket flyttekasserne ud og komme ordentligt på plads, men vi vil da gerne have lov at sige pænt goddag, så kig forbi en af os, når du har tid, ellers kommer vi forbi, så vi kan lære hinanden at kende.

Som ny på kollegiet kan det være svært at finde rundt i, hvad der er hvor og hvordan tingene fungerer. Derfor har vi lavet en liste "Praktiske oplysninger" ("se nedenfor).

Hvis du er i tvivl om noget, så fang endelig en af os fra afdelingsbestyrelsen eller varmemesteren. Kontaktoplysninger kan henholdsvis findes under menupunkterne "Udvalg" og "Varmemester".

M.v.h. Afdelingsbestyrelsen på Stenaldervej Kollegiet.

Praktiske oplysninger

Nedenstående praktiske oplysninger er skrevet af Afdelingsbestyrelsen. Kollegiekontoret har også udarbejdet praktiske oplysninger til kollegiets beboere. Disse finder du i menupunktet "BEBOERMAPPEN".
Der kan forekommer overlapning i de to sæt praktiske oplysninger.

 

Cykelskur

Cykler må ikke stå til gene, dvs. ikke foran trappeopgange, postkasser og på gangstierne. Brug cykelskuret, der er aflåst. Kontroller, at du får lukket døren ordentligt efter dig.

 

Cykelpumpe

Ved siden af vaskehuset i postkassen hænger en cykelpumpe til rådighed for alle kollegiets beboere.

 

Affald

Skrald sorteres ikke (udover glas og papir), men smides i den store container på p-pladsen. Småt pap, papir og glas smides i deres respektive containere (hhv. papir og glas) samme sted. Storskrald (alt, der er for stort til at blive smidt i normalt affald f.eks. større papæsker) skal du selv skaffe dig af med på en genbrugsstation (Genbrugsstationerne i Århus kan findes her). Elsparepærer, batterier og spraydåser afleveres i de dertilhørende spande under bordet i vaskerummet.

 

Vaskeri

Bygningen i midten af kollegiet er vaskeriet. Der står 2 vaskemaskiner og en tørretumbler. Når man ønsker at vaske tøj, skriver man sig på den online vaskeseddel, der kan findes inde på vores Facebook-gruppe under "Filer", og husk på at der er én for hver vaskemaskine. En vask tager ca. 1 time, og en vasketid varer 1½ time, så man har lidt tid før og efter, hvis man nu lige glemmer tiden. Tørretumbleren kan benyttes, hvis den ikke er i brug, og ellers er der tørresnore og tørrestativer uden for vaskeriet. For at undgå fugtskader må der ikke tørres tøj i lejlighedernes fællesrum eller egne værelser; dog kan man bruge sit badeværelse, da der er konstant udsugning. Betaling for vask/tørretumbling foregår med din personlige vaskebrik, som du modtager ved indflytning. Betalingen opkræves med huslejen.

Med knap et års mellemrum er det din tur til at gøre vores vaskeri rent. Du kan se hvornår, at det er ved at være din tur i dette dokument, samt beskrivelse af, hvad der skal gøres. Dokumentet kan også findes på vores Facebook-gruppe under "Filer". Anden gang, man glemmer rengøring, vil der blive bestilt professionel rengøring for din regning (trækkes via huslejen), så husk det nu.

 

Fællesrum/bar

Kollegiets fællesrum/bar, som ligger i kælderen under vaskerummet. 

Hvis du ønsker at låne rummet til en privat komsammen/fest, så kontakt afdelingsbestyrelsen, så vi kan finde ud af, om rummet er ledigt.

 

Varmemester

Der er tilknyttet en fast varmemester til kollegiet, og du vil se ham gå rundt og ordne diverse ting på kollegiet tirsdag formiddag og torsdag eftermiddag. Skulle der være et problem, du gerne vil have ham til at se på, så læg en seddel i hans postkasse ved vaskeriet. Husk navn, dato og husnummer, ellers ved han ikke, hvem der har et problem, og kan derfor ikke løse det! Er problemet akut, kan du også ringe til ham. Telefonnummeret står på døren til hans kontor i vaskeriet og på siden -> Varmemester.

Da han ikke er synsk eller detektiv, betyder det, at et problem ikke bliver løst, hvis ikke han får besked om det, så tøv ikke med at kontakte ham.

 

Telefon- og datanetværk

Telefon- og internetforbindelsen i dit værelse/jeres lejlighed er betalt over huslejen. Det eneste, som du skal betale for, er de telefonopkald, som du laver til andre uden for netværket. Internetforbrug samt intern telefoni på kollegiet og til Bolignet-Aarhus’ kunder er inkluderet i huslejen. Betaling af opkald sker ved forudbetaling via bolignet-aarhus' hjemmeside.

 

Husleje

Vi ønsker alle en så lav husleje som muligt, og selvom huslejen er med alt inklusive, så skal der ikke storforbruges! Du kan selv være med til at holde huslejen nede ved at huske at slukke lyset efter dig, skrue ned for varmen, når du lufter ud eller tager af sted på weekend, og slukke for stikkontakten, når du er væk i længere tid ad gangen. Vær også opmærksom på, at standby på tv'et sluger strøm.

 

Kollegianerne

Vi er alle under uddannelse her på kollegiet, så vi er ikke så forskellige, hvilket man også vil opleve, hvis man tager med til festerne. Udnyt, at du bor sammen med andre mennesker, og brug gerne fælles­rummet knyttet til din lejlighed. Hvem ved ... Du bor måske med din nye bedste ven

Vis hensyn over for de andre på kollegiet, især i eksamenstiden. Det er svært at koncentrere sig om at læse, når bassen pumper.

Det er også en god ide at lade de andre vide, hvis man er væk i længere tid, så vi kan  holde øje med hinandens værelser og tømme postkassen.

 

Spørgsmål?

Hvis du er i tvivl om noget, så fang endelig en af os fra Afdelingsbestyrelsen (eller varmemesteren). Navne, adresser og telefonnumre på hver af os finder du på opslagstavlen uden for vaskerummet, samt under menupunktet -> Udvalg -> Afdelingsbestyrelsen.

M.v.h. afdelingsbestyrelsen på Stenaldervejkollegiet

Kollegiet på Facebook

Vi har på kollegiet en gruppe på Facebook.
Hvis du er bebober på kollegiet, er du meget velkommen til at blive medlem af denne gruppe. Gruppen bruges bl.a. til at invitere til fællesarrangementer og til at uploade billeder fra fællesfester holdt på kollegiet.